Giv slip på angsten med EMDR

EMDR-terapi er endnu ikke så udbredt i Danmark, men i USA er der allerede lang erfaring og forskning, der viser, at den har rigtig god effekt over for mange forskellige former for vanskeligheder. Mange i Danmark har nu også gjort sig gode erfaringer med denne lidt anderledes terapiform. Her er et eksempel, som jeg har fået lov til at fortælle, om hvordan EMDR også kan være effektiv i forhold til angst.

slippe angst med EMDR og åbne sig

Eksempel på kvinde med angst

En klient, en kvinde i 40´erne, som har været påvirket af angst i mange år, fortæller mig, at hun har prøvet meget uden at få det bedre. Hun har f.eks. været i kognitiv gruppeterapi. Hun syntes egentligt, at det var nogle fine redskaber, hun fik, men hun følte ikke, at de gjorde nogen forskel i hendes hverdag. Hun har også været hos en psykiater og fået medicin, men heller ikke det kunne afhjælpe hendes angst. Hendes liv var stadigvæk lige så styret af angsten, som det havde været i mange år. Hun blev derfor anbefalet at afprøve noget andet.

Hun er gift og har voksne børn. Siden børnene var små, har hun lidt af helbredsangst. Der skal ikke meget til: Et lille ukendt modermærke, susen for ørerne, svimmelhed, så kommer katastrofetankerne om, at hun har en uhelbredelig sygdom, har kræft eller en hjernesvulst – og frygten for at dø. Angsten har bredt sig til også at handle om børnene. At de skal blive syge eller dø. Hvis hun ikke har hørt fra dem i nogle timer, kan hun føle sig overbevist om, at de har været udsat for en ulykke.

Første skridt

I EMDR undersøger man først, hvornår man i sit liv ellers har oplevet følelser, som ligner dem, man er ramt af lige nu. Nogle gange dukker der ting op, som man ikke har tænkt på meget længe. Min klient fortæller, at hun på et tidspunkt i sit liv skulle igennem nogle undersøgelser, som gav mistanke om en alvorlig sygdom. På nogenlunde samme tidspunkt var der flere i hendes familie, som også var ramt af sygdom. Ganske naturligt blev hun overvældet af en angst for, at nu skulle hun eller én af hendes nærmeste dø.

Alle disse sygdomsforløb endte godt. Hverken hun eller nogen i hendes familie viste sig at være alvorligt syge, og livet gik heldigvis videre. Så der var jo ikke noget at være bange for mere. Men på trods af det, begyndte hun at blive mere og mere bange og ængstelig. Hun havde fået et alvorligt chok, og hendes hjerne og krop kunne slet ikke følge med. 

Hvordan arbejder man med EMDR?

Når man arbejder med EMDR, hjælper man hjernen meget målrettet på vej med at bearbejde tanker, følelser og kropssansninger, på samme måde som den selv helt naturligt bearbejder ting. Man forstærker også en positiv stemning eller følelse, hvor man føler sig tryg, sikker og godt tilpas. På den måde viser man hjernen, hvad det er for et spor, den skal lande i. Den skal stoppe med bare at overleve og tilbage til at leve.

I løbet af en dag får vi tusindvis af indtryk; sanseindtryk, informationer, oplevelser, tanker, følelser, som vores hjerne løbende bearbejder og sorterer i. Hjernen bearbejder det især når vi sover og drømmer, under det der kaldes REM-søvn, hvor vores øjne laver de karakteristiske, hurtige bevægelser. Forestil dig at hjernen sorterer og sætter de tusindvis af indtryk op på rette plads. Så fylder de mindre, de er lagret på rette sted, og de optager ikke længere plads i din bevidsthed. Indtryk, der ikke bliver bearbejdet og sat på plads, forbliver aktive og kan pludselig poppe op helt ukontrolleret.

Overbelastet nervesystem

Hvis vi for eksempel udsættes for en voldsom oplevelse eller er under hårdt pres over længere tid, så kan vores hjerne og nervesystem blive overbelastet. Den voldsomme oplevelse forbliver ubearbejdet – den fryser så at sige. Når en eller flere oplevelser er ubearbejdede, er det ikke os, der styrer dem, men dem der styrer os. Så vil vi kunne opleve ubehag, som vi ikke kan håndtere og ofte ikke engang sætte ord på.

Undertiden opleves det, som om det lige er sket eller måske endda sker her og nu. Så er hele kroppens nervesystem aktiveret og alarmeret, selv om det kan være mange måneder eller år siden, det egentligt fandt sted. EMDR efterligner hjernens egen måde at bearbejde de oplevelser, som ligger til grund for angsten eller ubehaget. Derved sker der et reelt slip, hvor oplevelsen ender med “bare” at være en erindring, som man kan tænke på uden at opleve ubehag.

Fri for angsten

Min klient oplevede, at angsten stille og roligt forsvandt i takt med, at vi hjalp hendes hjerne med at bearbejde de negative oplevelserne. Hun kan nu langt bedre nyde og være glad for sin familie og sit liv. Angsten får ikke længere lov til at dominere. Hun har nu en reel oplevelse af, at der jo ikke er noget at være bange for mere.

EMDR er også effektiv i forhold til problematikker som flyskræk, helbredsangst og præstationsangst, mobning eller chikane på arbejdspladsen, arbejds- eller trafikulykker, overfald, vold og seksuelt misbrug. Mange får oplevelsen af at blive sat fri til igen at kunne leve deres liv på en måde, som ofte ikke har været mulig for dem i lang tid.

Læs mere om EMDR som metode her eller på EMDR Danmarks hjemmeside.

Jeg er akkrediteret EMDR-terapeut